Forslag til liturgi til forbønsgudstjeneste eller andagt for forfulgte kristne.

På forhånd udvælges nogle lande / områder, der præsenteres ved velkomsten som fokusområder for denne gudstjeneste – og som områder, der på en særlig måde lægges hen til menighedens fortsatte forbøn. Et passende antal kunne være 5-10. Det kan være en rigtig god ide at inddrage et område, hvor forfølgelsen ikke er målrettet specielt mod kristne. Evt. laves en kort beskrivelse af hvert sted – til uddeling, som senere kan anvendes som huskeliste ved den personlige forbønstjeneste.

Præludium

Velkomst og Introduktion

Salme:

Hilsen

Indledningskollekt/bøn

Læsning (evt. Salmernes Bog, Salme 7 v. 2-3 og 11-18 el. Salme 28)

Trosbekendelse

Salme:

Evangelium (evt. Matt. 5,1-12 el. Matt 25,31-40)

Refleksion

Lystænding og forbøn (for alle dem der lider og forfølges)

  • Stille musik v. organist eller andre musikere. Om musikken skal lede op til forbønshandlingen – eller skal være ”underlægning” under selve forbønnen afhænger af akustik, antal deltagere og smag og behag.
  • Hvert land / område nævnes og der bedes en konkret bøn for det sted og de kristne, der nu er under pres / forfølgelse / fængsel. Det kan være frie bønner v. lægfolk, der på forhånd er involveret i forberedelsen – eller ”skrevne” bønner, der bedes på alles vegne af præst / præster / præster og lægfolk. Samtidig med, at et land nævnes tændes et lys for det sted – evt. af en frivillig

Salme:

Takkebøn for gode kår – bøn om Guds nærvær for alle lidende kristne i verden - Fadervor

Velsignelse

Salme:

Postludium

​​Indledningskollekt

​Himmelske far – almagtens Gud, Himmelens og jordens skaber. Tak, at du holder jorden i din hånd. Tak for evangeliet, der er sendt fra Abrahams slægt som en velsignelse til hele verden. Tak for lyset fra Kristi tomme grav. Tak for enhver, der har bragt det videre til os.

Vi bekender for dig, at der også i Jesu navn er foretaget overgreb, og at der også i kirken er sket misbrug af tillid og udøvet vold. Vi er selv skyldige, men har dog mødt din tilgivelse. Din velsignelse til verden forvisser os om, at vi tilhører dig for tid og evighed.

I den tro træder vi frem for dig i bøn for dit forfulgte kristenfolk. Mange steder i verden betaler din menighed en høj pris for at tro på dig. Vi beder for dem – og med dem: Bevar dem i dit navn. Fyld deres hjerte med fred, håb og kærlighed. Giv dem tro til at holde ud – og mod til at leve i tillid til, at du altid er hos dem.

I dag beder vi for de forfulgte i ….

Styrk os i troen – og bevar os i håbet til dig, som med Sønnen lever og regerer i Helligånds enhed. Én sand Gud fra evighed og til evighed.

Amen.

​Slutkollekt​

Himmelske far, du som selv er til stede midt i blandt os med dit Ord og i din Ånd til trøst og liv. Tak fordi vi i denne gudstjeneste har været ét med dig i din kærligheds omsorg for din menighed i verden.

Jesus vi takker dig, for din villighed til at blive forhånet, lide og dø for os – og med os. Tak fordi du har forberedt os på at vi må dele skæbne med dig i lidelsen, men også i opstandelsen og håbet.

Vi beder for dit kristenfolk verden over. Giv os vished om, at du som kirkens Herre vil være hos os overalt, under alle tider og under alle vilkår.

Giv os indbyrdes kærlighed, så vi overalt på jorden står sammen i prøvelsen og bekræfter hinanden i håbet om dit kommende rige.

Lad dit lys skinne i mørket og værn vores håb om et værdigt liv i fred og frihed.

Vi beder om forsoning mellem folk i verden, så de på tværs af religioner, kulturer og grænser kan genkende hinanden som medmennesker og arbejde sammen for en fælles fremtid.

Herre hør vor bøn, i Jesu navn!

Amen

Liturgi og bøn ved ”Tænketanken for forfulgte kristne”.

Tænketanken for Forfulgte Kristne

Vores formål er at formidle dokumenteret viden om overtrædelser og krænkelser af religionsfriheden nationalt såvel som internationalt.

​At have fokus på religiøst forfulgtes vilkår med særligt henblik på forfulgte kristne.

At hjælpe menigheder og øvrige til at udvise solidaritet med og støtte til forfulgte kristne og at anbefale konkrete handlemuligheder.

Kontakt os

​Tænketanken for Forfulgte Kristne

E-mail: info@tffk.dk